Fyrrenæsly – Ældreboliger I Lynæs

Fakta

Kontaktperson / Jesper Ingemann Mogensen / jim@domus.dk / 3032 5570

Bygherre / Boligkontoret Danmark

Arkitekt / DOMUS arkitekter

Ingeniør / Danakon A/S & Gert Carstensen A/S

Landskabsarkitekt / Lassen Landskab as

Entreprenør / HHM a/s, hovedentreprise

Bruttoareal / 1.543 m² – 22 boliger og fællesrum

Projektstade / Færdiggjort 2012 

Anlægssum / 25 mio. kr.

Arkitekthonorar / 2 mio. kr.

Arkitektydelser / totalrådgivning, projekterings- og byggeledelse, fagtilsyn

Om projektet

DOMUS har tegnet en bebyggelse med 22 ældreboliger, der ligger i et grønt landskab ved fjorden udenfor Hundested.

Bebyggelsen er udlagt på naturgrunden som et trekvart cirkelslag. Bebyggelsens form er opstået af det grundlæggende behov for både privathed og fællesskab. Boligerne – den private sfære – ligger langs cirklens yderside og orienterer sig med private terasser og altaner mod det smukke landskab. Fælleskabet opstår i fællesrummene og de lyse gangarealer, der ligger langs cirklens inderside og orienterer sig mod det fælles grønne gårdrum. Indvendig opleves boligerne som lysfyldte og indbydende. Byggeriets facade er optimeret i forhold til dagslys, solindfald og udsigt. Således sikres hver bolig store glaspartier fra gulv til loft, der tillader, at naturen og dagens gang opleves på tætteste hold inde fra boligen. Fra boligerne går man ud i det lyse gangareal, som med små opholdsnicher forlænger boligens privatsfære, og samtidig bliver en del af bebyggelsens fællesrum og fællesskab.

Materialer, belægning og beplantning tager udgangspunkt i Fyrrenæsgrundens fantastiske palette af sand, græs og lyng, forblæste fyrretræer med skæve, porøse stammer og ranke, hvide birketræer. Naturen føres helt frem til bebyggelsen og ind i gårdrummet, hvor grupper af fyrretræer går i et med naturgrunden. Midt i rejser byggeriet sig i lyse teglsten og varme, stoflige træpartier der harmonerer med og skaber tilknytning til de smukke omgivelser.

Bæredygtige tiltag såsom optimering af klimaskærm, solafskærmning, varmepumpe og solceller bringer byggeriet ned i lavenergiklasse 2015.