Energirenovering Af Solgården
Fakta
Kontaktperson / Jesper Ingemann Mogensen / jim@domus.dk / 3032 5570
Bygherre / Slagelse almennyttige Boligselskab v/DAB
Arkitekt & totalrådgiver, projektleder og fagtilsyn / DOMUS arkitekter
Ingeniør / Rambøll
Landskabsarkitekt / Charlotte Skibsteds Tegnestue
Projektstade / Under udførelse 2013, forventet færdigt 2014
Bruttoareal / 7.314 m² – 95 boliger
Entrepriseform / Hovedentreprise
Anlægssum / Ca. kr. 100 mio.
Honorar / kr. 3,9 mio
Beboet under udførelse
Støttet af LBF og BSF
Om projektet
Solgården er en klassisk rødstensejendom i Slagelse, opført i 1944. Byggeriet består af 100 lejemål. Bebyggelsen har form som en hestesko og er placeret i det centrale bymiljø – omkring et stort grønt gårdanlæg.
DOMUS har udarbejdet en helhedsplan for Solgården. I helhedsplanen er der lagt stor vægt på at fremtidssikre bebyggelsen. Der vil både blive foretaget boligomdannelser og energirenovering.
Ved boligomdannelsen lægger vi vægt på, at bebyggelsen atter vil kunne huse en bred beboersammensætning. Der vil blive udbedret byggeskader og udskiftet nedslidte installationer. Desuden etableres et antal ældreegnede boliger og lejligheder med tilgængelighed for handicappede (elevatoradgang) samt et udbud af moderne familieegnede boliger. Hele bebyggelsen renoveres og opdateres med hensyn til moderne komfort og fællesfaciliteter. Køkkener og badeværelser moderniseres efter en plan, hvor vi forholder os til lejlighedernes fremtidige disponering. Beboervalg og individuelle tilvalgsmuligheder har været en grundlæggende idé i projektet.
Energirenoveringen består i en total efterisolering af facade og tag. Selve isoleringsmaterialet kileskæres omkring lysningerne så dagslysniveauet bevares i boligerne – og der igennem opstår det særegne facademotiv. Indeklimakvaliteten sikres ved installation af mekanisk ventilation. Herved opnås både et bedre indeklima og energibesparelser samt mindre risiko for skimmelsvampe.
Endelig indeholder planen en revitalisering af friarealerne samt en bearbejdning af adgangs- og parkeringsforholdene. Den overordnede idé i friarealplanen er at styrke det sociale liv mellem husene med nye landskabelige elementer som skaber en fælles identitet.