Fakta
Bygherre / Køge Kommune
Arkitekt / DOMUS arkitekter
Totalentreprenør / MTHøjgaard
Ingeniør / Moe & Brødsgaard A/S
Landskabsarkitekt / Lassen landskab
Projektstade / Færdiggjort 2005
Bruttoareal / 6.700 m2
Anlægssum / 63 mio. kr.
Adresse / Ølby, Køge
Om projektet
I Ølby har DOMUS arkitekter tegnet 87 moderne ældreboliger fordelt på to boligkarréer, der nænsomt er integreret i den eksisterende bystruktur og samtidig fremstår med et tidssvarende, venligt og hjemligt udtryk.
De to en halv etage høje karréer ligger i Ølbycenter nær stationen, hvorfra man via gangstrøget når de nye boliger. De to karréer ligger på hver sin side af strøget og deres geometri og proportioner harmonerer med den eksisterende bebyggelse. Karréerne fremstår i rød tegl – både på tag og i mur. Variationen kommer til i form af de store vinduespartier, vandrette relieffer i murværket samt partier med en smuk listebeklædning i lærketræ.
Boligerne er disponeret langs karréernes ydre facade mens køkken, ophold og adgangsveje ligger langs gårdfacaden. Boligerne er indrettet for ældre og demente borgere, både for par og enlige, og forefindes i varierende størrelser. I boligerne er et godt dagslys fra de store vinduer, der samtidig giver et kig ned på byens liv i strøget udenfor. Fra køkken- og opholdsområderne giver store, lyse glaspartier et bredt vue over de grønne gårdhaver.
Gårdhaverne er tænkt som indbydende og lyse, grønne rum, der skal kunne opleves udendørs såvel som indefra bebyggelsen. Frodige bede af bunddække med grupper af stauder og forårsløg og blomstrende buske inddeler gårdrummet således, at der bliver mange opholdspladser.