Mandag den 2. oktober modtog DOMUS arkitekter hædrende omtale i forbindelse med uddelingen af Lyngby-Taarbæk Kommunes Arkitekturpris. Prisen er etableret i samarbejde mellem Lyngby-Taarbæk Kommune og Bygningskultur Foreningen og blev uddelt på Arkitekturens Dag.
”Højhusene Sorgenfrivang II fra 1950´erne er ved at blive gennemgribende renoveret på en bæredygtig måde, der samtidig respekterer de bevaringsværdige træk ved bebyggelsen. Byggeriet er opført som en betonkonstruktion med åbne altaner, der sammen med betonprofilerne udgør et ”rammeværk” – motiv. Arkitektonisk er hovedgrebet fra DOMUS arkitekter, at dette motiv fastholdes og understreges både ved de udvidede og inddækkede altaner og ved farvemarkeringerne i den totale inddækning af facaderne. De nye altaner er blevet dybere, men med glasvæggene fremstår de med en lethed, der passer godt sammen med den lyse, gullige fiberbeton.
Linjerne og rytmen i facaden mod Grønnevej er således bevaret, og facaden fremstår som en vellykket opdatering af højhusene.
I renoveringen er der lagt vægt på optimale lys- og energiforhold, og beboerne er blevet inddraget i løsningerne, der omfatter bæredygtighed m.h.t. sociale, økonomiske og miljømæssige forhold. Der er derfor tale om en vellykket renovering med sammenhæng mellem bæredygtighed, bevaringsværdighed og arkitektonisk kvalitet”. (Dommerbetænkning, Arkitekturpris 2017)
Læs mere her