Kirsebaerbakken

Fakta

Kontaktperson /Henrik Hansted Jensen / hhj@domus.dk / 2040 3090

Bygherre / Boligselskabet Nordsjælland v. Boligkontoret Danmark

Arkitekt & totalrådgiver / DOMUS arkitekter

Projektstade / Konkurrenceforslag

Bruttoareal / 5.072 m2

Om projektet

I Hillerød, med sin særlige åbne blanding af by og landskab, bebygget og beplantet, belægning og terræn – og lige ved slotsparken – har Kirsebærbakken en særdeles attraktiv beliggenhed. Grunden indgår i et langt kuperet landskabeligt forløb fra nord mod syd og alene på selve matriklen er der markant terrænspring. 
Med Kirsebærbakken ønsker DOMUS arkitekter at nybygge og forny konkurrenceområdet med fortætning, højere bebyggelsesprocent og ændret funktionalitet, men på stedets egne præmisser. Vi søger derfor:
– At udforme de grønne rum så de kan fungere som områdets rumligt-sociale struktur – “dets offentlige og private byrum”.
– At indskrive Kirsebærbakken i dette by- og landskabsbillede og i den landskabelige, skrånende flade.
– Og endeligt, at den tilføjede bebyggelsesstruktur på en kvalitativ måde indarbejder den historiske hovedbygning i en ny, meningsfuld, arkitektonisk sammenhæng.  

BOLIGKVALITET

Den kompakte bebyggelsesstruktur minimerer facadearealet og dermed varmetabet – og adgangsveje, boliger og rum disponeres derfor ud fra et “løgprincip”, hvor ikke-dagslyskrævende rum placeres i bygningens kerne – trapperum, badeværelser – herefter åbnes gradvist med entré og køkkener, for endeligt at placere opholdszoner ud mod facaden. Med dette opnår man en dagslysmæssig høj kvalitet, samt et godt “adgangspunkt” til boligerne med korte fordelingsveje og ganglinjer centralt i bygningen. I forlængelse af opholdsrummet, som yderste lag af boligen etableres store velproportionerede terrasser og altaner optimalt orienteret mod sydøst, syd og vest med adgang fra fløjdøre, som giver god sammenhæng mellem ude- og inde når vejret tillader.

Den klassiske hovedbygning bevares, og tænkes tilbageført til sit oprindelige udseende, og tilbyder usædvanlige familieboliger. Kælderen herunder forestiller DOMUS arkitekter sig anvendt til bebyggelsens fællesfaciliteter, med en eventuel direkte adgang til det østvendte forsænkede haverum. 

BRED BÆREDYGTIGHED

Nye boligområder skal udvikles på bred bæredygtighed, med øget fokus på sociale aspekter, som kombinerer elementer fra byplanudvikling med nære boligkvaliteter. Det betyder fokus på uderum, fællesskaber, synlighed og indarbejdelse af tryghedsskabende tiltag, der gør området og boligerne til et godt sted at mødes og færdes.