Valby Gårdhavehus
Fakta
Kontaktperson / Henrik Hansted Jensen / hhj@domus.dk / 2040 3090
Bygherre / KAB
Arkitekt / DOMUS arkitekter
Projektstade / Skitseforslag
Bruttoareal / 9.300 m² – 88 rækkehuse
Adresse / Grøntorvet – Valby
Om projektet
Skitseforslag til 88 almene gårdhavehuse på det gamle Grønttorvsområde i Valby.
Forslaget henter inspiration i det kontekstuelle, i den danske rækkehustradition og i Almen Bolig+ – tankegangen.
Boligenhederne disponeres i et næsten kvadratisk grundplan på hver etage. Langs det ene lejlighedsskel integreres trappen med køkken og garderobe, som et samlet element. I forlængelse heraf, som en udbygning i gårdrummet etableres et lille bryggers / vaskerum som forrum til et bagved liggende badeværelse – og således er alle installationstunge vådrum samlet i denne zone i boligernes stueetage.
Resten af boligens stueetage er i princippet ét stort rum, som kan underdeles efter behov – eksempelvis, som vist i de følgende boligplaner. 4 boliger deler endvidere i stueetagen et fælles grønt gårdrum / lysgård, som efter behov og temperament kan under- og opdeles. Gårdrummet tænkes som et robust uderum til såvel praktiske gøremål (tøjtørring, og udendørs bryggers, værksted) som opholdsrum i forlængelse af spisestue og køkken. Mod gaden (adgang) kan boligen ligeledes forlænges ud i de grønne forrum.
På næste etage er der ligeledes ét i princippet åbent plan, som igen kan underdeles i 2 værelser og en balkon – ét større og et mindre værelse – værelse + stue – eller ét stort åbent opholdsrum. I forlængelse af trappen er der udgang til en tag-/gårdhave oven på bryggers / badeværelse – og også denne have deles af af 4 boliger og kan tilsvarende opdeles / privatiseres.
Med shet-taget spændende over 2 boligmoduler er der ekstra højde i overetagen i hvert andet rækkehus – og hvert andet er i 3 etager med et atelierrum øverst (værelse eller stue) + en lille privat tagterrasse.
Fælles for alle by- og haverum er, at grænsen mellem det private og det kollektive er åben for fortolkning, og som det f.eks. kendes fra Kartoffelrækkernes indre haverum kan alle tænkelig former for opdeling og adskillelse tænkes ind, ændres og tilpasses. Bystrukturen er ”porøs” som udgangspunkt for et rigt og mangfoldigt byliv – og grænser mellem ude og inde / privat og fælles er mangetydige. Det indre gårdhavemiljø har i karakter og brug referencer til kartoffelrækkernes indre haver, men her i forskudte planer.